Børns seksuelle udvikling
Vi er alle født med en seksualitet, som bl.a. omfatter vores medfødte trang til tilknytning, intimitet, fysisk nydelse og kærlighed. Voksne kan være tilbøjelige til at opfatte det som "seksuelt" når børn udforsker og eksperimenterer med deres egne og hinandens kroppe. Men for børn er det naturligt at undersøge kropslige fornemmelser og kropsdele, lige som de undersøger og udforsker alt andet. Det er en del af sanseoplevelser for børnehavealderen, og en forberedelse på og en øvelse til voksenlivet. Barnets nysgerrighed og sensualitet skal ikke forveksles eller sammenlignes med den voksnes seksualitet.
Barnets forhold til seksualitet består af nysgerrighed, glæde ved følelser og fornemmelser i kroppen, som barnet ikke selv forstår og kan sætte ord på. Barnet har ikke en seksuel "begrebsverden" og ved normalt ikke, hvad voksen seksualitet går ud på.
Hvordan forholder vi os her i Skovbørnehaven
- Vi sidestiller barnets seksuelle udvikling og nysgerrighed med dets øvrige udvikling herunder sprog, motorik, personlige kompetencer etc. Børn skal have lov til at udvikle sig naturligt og alderssvarende uden unødige forbud og begrænsninger.
- Vi som voksne i skovbørnehaven skal acceptere børnenes seksuelle nysgerrighed således, at de ikke får en følelse af skyld og skam over denne naturlige del af deres udvikling. Vi taler med børnene om det naturlige aspekt og om at respektere hinandens grænser.
- Vi vil se legen ud fra børnenes perspektiv uden at drage paralleller til den voksnes seksualitet. Vi vil diskret observere børnenes leg og være opmærksom på at legen er ligeværdig og alderssvarende.
- Vi forholder os til seksuelle lege som til enhver anden leg og støtter børnene i at sige til og fra. I et tilfælde, hvor et barn efterfølgende er påvirket af en hændelse i forbindelse med leg, vil vi give forældre besked herom.
- Vi kan også som voksne vurdere, at lege skal stoppes. Herefter vil vi hjælpe børnene til at få et nyt fokus ved en ny og anden leg.
- Brug af instrumenter (eks. pinde) er ikke tilladt
Case (eksempel):
”Peter, Lise, Hans og Bente er gået ind i legehuset. Snart efter høres lavmælt fnisen og derefter bliver der stille. Pædagogen nærmer sig ved diskret at kigge, se at flere af børnene har bukserne nede og ser på hinandens numser og køn”.
Dette er en helt almindelig nysgerrighed og ligeværdig leg, hvor pædagogen forholder sig observerende og i baggrunden.
De fleste børnehavebørns seksuelle lege vil være som ovenstående eksempel og gå i sig selv efter få minutter. I nogle tilfælde kan lege videreudvikle sig uhensigtsmæssigt og dermed blive ulig for de involverede børn, hvorfor pædagogen nu handler anderledes. Legen stoppes og der skabes nyt fokus for børnene.
Case (eksempel):
Lidt senere høres ” nej stop det kan jeg ikke lide”…, og pædagogen nærmer sig igen og kan se at et par af børnene ligger oven på hinanden, hvor barnet som ligger nederst føler sig klemt.
Pædagogen vurderer at legen her skal stoppes, da den ikke længere er ligeværdig. Der tales med børnene om at man altså stopper, når det ikke er sjovt for den anden.
” Hov, jeg kan da høre at der er en her som ikke har lyst til at deltage i denne leg længere. Det er vigtigt at lytte til hinanden. Træk i bukserne på igen og lad os gå hen på gyngen. Hvilken sang skal vi synge der? ”
5 gode råd til, hvordan du håndterer den svære snak om seksualitet med dit barn
- Tal om krop og køn på samme måde som om alt andet.
- Vis barnet, at det altid er tilladt at spørge. Det er i orden at aflede eller sige, man ikke har lyst til at tale om et emne, men undgå skarpe, afvisende reaktioner. Giv enkle og letforståelige svar, der passer til barnets alder.
- Respekter til enhver tid barnets grænser for berøring (kram, kys, fælles badning med mere), og lær barnet, at det altid må sige fra over for andre.
- Lad barnet mærke, du ikke bliver sur, hvis det deltager i numselege.
- Gør det let for barnet at fortælle om oplevelser ved roligt at spørge, hvordan noget foregik.
Forældre er altid velkomne til at tage en snak med personalet, hvis de undre sig eller utryg omkring barnets leg og ønsker vejledning herom.